Mig og mit sensitive sind

Jeg tænkte jeg lige ville dele et meget privat anlagt emne, nu da jeg aldrig har været for glad for at snakke om mit yderst, anderledes fungerende ”jeg”. Jeg er og har altid været en meget sensitiv og følelsesladet person. At være et sensitivt menneske vil sige at den højsensitive fra fødslen udstyres med en biologisk betinget neutral sensitivitet, som betyder at nervesystemet opfanger og bearbejder indtryk dybere og mere nuanceret end normen. Den højsensitive hjerne opfanger derved mange flere informationer og har ikke samme filter ned over opmærksomheden, som hos den ikke sensitive. Det kan senere medføre til risiko for overstimulation, behov for forudsigelighed og depression. I starten troede jeg det var normalt at være sådan tænkende, og der var en vis fordel i at være følsom og sensitiv. Men med tiden har jeg fundet ud af det kun kommer en til besvær, og hvor meget mere last man påfører sig på sine skuldrer af tanker og bekymringer. Man slider sin energi op, og kan nogle gange ende ud i det punkt hvor man er blevet helt udmattet og måske får ondt i hovedet endda, bare fordi man har gået og spekuleret lidt for meget over en ting, som egentlig var så ligegyldig som, om din flirt nu har set dig i dit nyeste designer outfit, eller ej. For det kunne jo være han droppede dig. Jeg kan tit blive meget let påvirket af andres følelser og er meget følsom overfor lyde, dufte og stemninger. Hvis jeg befinder mig i et rum med en masse mennesker omkring mig, har jeg svært ved at finde fokus og indre ro, til at koncentrere mig på vedkommende ved siden af mig, som prøver at fange min opmærksomhed. Der bliver skabt en ydre uro fra højre til venstre, og jeg føler mig rundt på gulvet og ikke rigtig aktivt tilstedeværende i det forum jeg befinder mig i. Det går ud over en hel del, at man hele tiden er afhængig af at vide hvad andre synes, og man konstant har behov for anerkendelse af andre. Man kan ikke bare udrette og gøre som man vil, uden at have i bagtanken – åh nej, hvad tænker folk nu om det… Jeg tror man skal acceptere ens ”jeg” som man er, og være taknemmelig med hvad man har, selvom det ikke altid er lige nemt. Fra det positive synspunkt af, fejler man ikke noget kronisk og tænk, på den lyse side har man et filter, der altid giver en klar signal om det man har gang i føles godt, og om det er forkert.
Modsat til dem der ikke har nogen holdninger eller iscenesættelse, og bare gør som de andre. Der har sensitive mennesker fordelen ved deres sentimentale indre. Er der nogle derude som kan relatere til dette?
Follow my blog with Bloglovin