Min kæreste og jeg tog i slutningen af januar til provinsen Benagalbon i Spanien , i ønske om at forsvinde væk fra de minus grader, der fandt sted over grå Danmark. Det lykkedes os såmand også, da der var 20 grader næsten alle dage, helt op til 26 grader en af dagene, og om aftenen faldt det ned på de 16 grader. Så vi klagede ikke, det var som en lunefuld dansk sommer – når Danmark er bedst! Med et par køligere dage, med blæst og en enkelt regnbyge hist og her. Men det er deres vinter, så man havde virkelig ikke noget at skulle have sagt. Vi fik solet os lidt derovre, og tilbragte mange af vores dage på promenaden nede ved vandet, og slændre rundt inde i byen og udforske Malagas forvirrede gader og stræder. Vi endte tit med at gå ad de samme veje vi havde gået flere gange før tidligere på dagen, bare fordi alt lignede hinanden. Men tilgengæld var der de smukkeste huse med små altaner at finde for enden af vejen. Vi var afsted i alt i 9 dage, hvor begge rejse dage var tidligt og sent så vi havde så meget ud af dagene så muligt derovre. Vores hus lå i den smukkeste lille by, udenfor Malaga, med en tagtaresse, (som også ses på billedet til højre) med udsigt over det bakkede landskab og ned til vandet. Jeg har aldrig set mage til så smuk og velbeholdt by som den. Alt var indordnet samme stil, alt var i fineste orden og der var ingen tegn på affald eller forældethed, selvom indbyggerne er fattige, var der ikke noget tegn på fattigdom, til dels deres by lå i ro og orden. Der boede tildels kun ældre i byen, som gjorde det rart og fredsfyldt at være. De gamle damer i byen gik og vandede deres blomster de havde udsmykket vejene med lige udenfor deres hoveddør, som alternativ til en have. Det lignede med byen liggende i midten af ingenting oppe mellem bakkerne, at man var fanget midt i en blomster plantage. ALT var så velorganiseret ned til mindste detalje og idylsk ud over alle kanter – selv lygtepælene så elegante ud, som de stod der og oplyste byen pæl for pæl rundt om i den bakkede by. Byen bestod ikke af ret meget. Der var en plads, som blev forbeholdt til standere og fiskemarked (som også var særligt til kende inde i Malaga C, op og ned af gågaden, den ene fiskestand efter den anden.) Inde i midten af byen, lå den smukkeste hvide kalk kirke, så lille, omringet af de bitteste små huse man kan forestille sig tæt pakkede runt om hele byen. Husene var så små, det rent faktisk forestillede dukkehuse, i pastelfarvede nuancer. At husene lå så tæt gjorde man havde en hel anden fornemmelse at være alene hjemme i sit hus, end herhjemme. Man kunne høre menneskene i de andre huse fra sit soveværelse af, og det gjorde det til en underlig følelse, altid at vide du aldrig var alene omkring dig. Men på den anden side også betryggende, når man er i et andet land, i et hus for sig selv, at vide folk er lige omkring dig hvis der skulle ske noget. Dagen vi ankom til Benagalbon, var der ankommet et kræmmermarked samme dag, som skulle ligge til på parkeringspladsen og havde indenfor de næste dage overdækket hver en lille flæk af byen med forlystelser, lykkehjul og slikboder. Hver aften bragede det løs ud af højtalerne til lys morgen, alt fra det lokale spanske, til Major Lazer, de iøvrigt er helt vilde med, derovre. Der var også byens orkester som marcherede byen rundt hver morgen, lige meget hvor de befandt sig, kunne man lærerige øre til. Vores sidste aften, var det umuligt at falde i søvn, nede på kræmmermarkedet afholdte de den vildeste askeds fest, på trods af deres sidste aften, også. Ulempen ved at bo i en by, hvor man kunne nå at gå hele byen rundt på 10 minutter, gjorde musikken kom lige ind af vinduet, og stod midt i dit soveværelse. Så vi sluttede vores besøg af på den festlige slags af måden.
